”Tænksom fugl” og ”Spartacus” er to af de syv malerier af Carl Henning Pedersen, der for ca. ni år siden blev stjålet fra to forskellige private samlinger i København. Forbrydelsen blev omtalt i pressen, som ”ganske spektakulær”.

Malerierne er desværre blevet groft mishandlet. Begge har tabt dele af farvelaget og i mange områder sidder det løst eller kritisk oprejst fra lærredet. Værst er det gået ud over ”Tænksom fugl”, hvor det øverste højre hjørne er slemt snittet. Denne voldelige handling har forårsaget alvorlige strukturelle skader i maleriet.

Værkerne hører til to forskellige perioder af Carl Henning Pedersens kunstproduktion. De er begge to efter CoBrA perioden, men fra årene, hvor han allerede havde markeret sin position som en af Danmarks store kunstnere.
I begge malerierne fremtræder den dominerende blå farve, der er kendetegn for Carl Henning Pedersens kunstneriske univers. Det er den ultramarin blå, et pigment som kunstneren har fået til at spille og changere på maleriets overflade med matte og blanke partier mellem brede, tyndere og tykkere penselstrøg.

Konserveringsbehandlingerne kræver derfor ekstra omhu i valget af konserveringsmaterialerne, for at bibeholde dette særlige kunstneriske udtryk. Det kræver grundige overvejelser omkring de metoder, vi skal anvende i forbindelse med retouchering, fastlægning af farvelaget og reparationen af den omfattende skade i lærredet.

I videoen viser vi nogle behandlingsfaser fra den konserveringsproces malerierne underkastes.

Der er ingen tvivl om, at vi er beærede over at konservere sådan nogle fantastiske værker, og vi håber ved at dele denne korte video, at give jer et spændende indblik i vores forunderlige konserveringsverden.

Share and Enjoy !