På et fredet gods sprængte et vandrør og vand ødelagde det smukke, gamle papirtapet med en silkeilluderende overflade. Ved et lykketræf fandt håndværkere nogle glemte ruller af netop dette tapet på loftet.

Tapetet er medtaget efter at have ligget i over 100 år på loftet. Der ud over har det været rullet den forkerte vej. Det er flosset i kanterne, der er flænger, det er sprødt og har mange spændinger. Men det er alligevel i så god en stand at ved hjælp af konservatorens kærlige hænder, kan anvendes og erstatte det voldsomt ødelagte tapet på væggen i godsets musikstue.

Sammen med maleren vil vi sætte tapetet op på væggen.