Udsnit af “Giv os i dag vort daglige brød” af Christian Aigens, 1929, oliemaleri på lærred, Arbjedermuseet

Dette fremragende kunstværk har været forbi vores arbejdsborde her på MaleriKonservering. Motivet og størrelsen har fyldt i konserveringslokalerne både fysisk og følelsesmæssigt. Det er et motiv, der har draget vores opmærksomhed og refleksion over det, der foregår i den intense scene.

Værket blev malet af Christian Aigens i 1929, og ejes af Arbejdermuseet. Det er et maleri, som går under kategorien storformat – dets mål er 1,5 x 2 meter. Maleriet havde både mange lærredsdeformiteter (buler), gamle reparationer og snavs, der skæmmede det. Derfor skulle behandles i forbindelse med et udlån til en udstilling planlagt i efteråret 2021.

Fotografierne viser maleriets bagside før behandlingen. Her ses gamle og grove reparationer af huller, samt hvordan den rustikke prydrammes hjørner var blevet samlet med mange store skruer.

De grove lærredslapper var blevet limet på bagsiden i forbindelse med tidligere reparationer af større huller, og da de lavede uønskede buler på forsiden, skulle de fjernes. En stiv gel blev anvendt til at blødegøre limen under lapperne for nemmere at fjerne dem. Se fotoserien herunder.

I de gamle huller skulle indstykkes nye lærredsstykker. Dvs. at det tidligere tabte originale lærred skulle erstattes med nye stykker lærred formet nøjagtigt efter selve hullernes konturer, således at der ikke dannes forhøjninger på bagsiden, der med tiden vil aftegne sig på forsiden og besværliggøre den aktuelle viderebehandling.

Her ligger maleriet efter de nye stykker lærred er blevet sat ind i hullerne. Nu er det klart til at blive planeret på lavtryksbordet.

Nogle af de mange buler ses tydeligt på dette foto inden behandling på lavtryksbordet. Også en af indstykningerne ses. Efter den omfattende planering på lavtryksbord af flere omgange var færdig, blev de lidt flossede kanter forstærket med nogle lærredsstrimler, der har kunnet tillade en mere stabil og præcis genopspænding på ny blændramme.

Her er maleriet i sin prydramme efter konservering. Det er udover ovenstående beskrivelse også blevet renset, kittet og retoucheret.

Share and Enjoy !