To gange i år, har vi fået fint besøg af Ditlev Bluncks raffinerede kunst her på MaleriKonservering.

I foråret havde vi fornøjelsen af at bidrage til den meget omtalte genopdagelse af Ditlev Bluncks produktion af udsøgt kunst på Nivaagaards Malerisamling. Et af hans malerier var antaget som forsvundet, og netop det maleri blev indleveret på MaleriKonservering, fordi det skulle restaureres.

I maleriet, kendt af kunsthistorikere som ”Madonna billede”, blev Bluncks signatur identificeret under udførelsen af overfladerensningen. Takket være denne restaureringsindsats, kunne værket godkendes som ægte og genkendes af museets kuratorer, som det ”forsvundne” Madonna billede og få en plads i den da igangværende udstilling. Se indslaget fra TV2 Lorry.

Nu er Ditlev Blunck aktuel igen, i hvert fald hos os. Denne gang er værket ”Amor mishandles af unge satyrer”, der skal restaureres. Også dette maleri var udstillet på Nivaagaard, men denne gang er der ingen gemt signatur, der skal afdækkes. Det er nogle ældre, skæmmende retoucher og gulnet fernis der skal fjernes, inden maleriet skal hænges op igen i ejerens private samling.


Amor mishandles af unge satyrer

Amor maleriet blev udstillet første gang i 1834 på Det Kongelige Kunstakademi, præcis et år efter Blunck malede det færdigt. På det tidspunkt blev Blunck beskrevet som rejsende kunstner.

Ligesom Madonna billede, blev Amor malet i Italien. Han startede det i Venedig i 1832 og færdiggjorde det i Rom året efter. Det fremgår af signaturen, som Blunck udførte diskret i motivet.